Bilbasen Forum

Abonner på forumtråd

Bilbasens manglende brugervenlighed

Niels Martin Nygaard Nielsen

Niels Martin Nygaard Nielsen
bruger siden
04-10-2006

08-03-2007 kl. 11:51

Jeg har et par spørgsmål og kommentarer til Bilbasens opbygning, som flere steder virker ulogisk og ikke særlig brugervenlig: 1. Din Bilbase. På siden, der viser oplysninger om ens egen bil (eller biler) kan man for neden læse nogle korte kommentarer fra andre ejere, men i mange tilfælde står der bare et navn og et tidspunkt, men ingen kommentar. Hvordan kan man læse hele teksten? Folk skriver vel ikke bare en "tom" kommentar om en bil? Man kan i hvert fald tilsyneladende ikke klikke på de enkelte kommentarer for at "åbne" dem. 2. Forum. Hvis man overvejer at købe en bil, er det interessant at kunne søge i erfaringerne fra nuværende og tidligere ejere af samme bilmærke og -model. Søgefaciliteterne hertil er ikke særligt anvendelige, og man skal helt ind i "Opret nyt indlæg" før man reelt kan søge fornuftigt. Det virker ulogisk. 3. Spørg Bilpanelet. Lidt af det samme problem findes i "Spørg Bilpanelet". Opbygningen er meget ulogisk, for typisk vil folk gerne søge på råd om bestemte bilmærker og bilmodeller, men det kan så vidt jeg kan se ikke lade sig gøre. 4. Find din bil. Når man søger på biler under "Find din bil" og undersøger resultatet af søgningen har man ofte behov for at vende tilbage til den oprindelige søgning eller en tidligere foretagen søgning og gentage denne eller foretage en mindre rettelse, inden den gentages. Men her skal man normalt altid starte helt forfra. Og søgningerne kan kun gemmes som søgeagenter - og ikke som tidligere søgninger (jfr. rejseplanen m.fl.). 5. Generelt. Det er vigtigt, at I prøver at sætte jer ind i, hvordan brugernes behov er, og opbygger hjemmesiden på baggrund heraf (dvs. man er nødt til at lave en kravspecifikation og et ordentligt design), ellers er det rimeligt uanvendeligt i praksis. Det er f.eks. meget få mennesker, der har lyst eller behov for at læse indlæggene i den rækkefølge de bliver indsendt. Design handler i denne forbindelse ikke om udseende, men om funktionalitet, effektivitet, stabilitet og brugervenlighed - og hvad der nu ellers er opstillet af krav. Men måske er den nye hjemmeside bare ikke lavet færdigimplementeret, før den gik i produktion? En voldsom ustabilitet med mange udfald er stadig med til at forstyrre den daglige brug. Efter den seneste tids oplevelser er jeg meget i tvivl om, hvorvidt det er professionelle folk, der er på sagen. Det er jo ikke bare et spørgsmål om at lave en hjemmeside, der ser pæn ud. Det skal også fungere i praksis. Og her er der ligesom en del tilbage at ønske.

Anmeld Hvad betyder det? Besvar indlæg