Klassisk BMW Z3 2.0 roadster fra 2000 i farven British Racing Green metallic med lyst læderindtræk og poleret trælook. Jeg er fjerde ejer, og bilen har altid været brugt som sæsonbil og har stået parkeret indendørs i vintermånederne.
Bilen er udstyret med BMW’s 2.0 liters rækkesekser og automatgear, som giver en rolig og komfortabel køreoplevelse med den karakteristiske 6-cylindrede BMW-lyd.
Udstyr og opdateringer:
Elektrisk kaleche
Centrallås
Blackline “angel eyes” forlygter
Spacere bagpå (30 mm)
Krom-afdækning på dørhåndtag
Forlygter, spacere og dørhåndtag er alle monteret hos Schmiedmann, og kvittering på arbejdet medfølger.
Bilen har fået nyt batteri sidste sommer samt nyligt olieskift. Den vil tilmed leveres ny-serviceret ved et af Falcks partnerværksteder, såfremt dette ønskes.
Servicebog medfølger, dog uden stempler siden 2019.
Kosmetisk bærer bilen naturligt præg af sin alder. Der er enkelte mærker i lakken, som efter sigende bør kunne poleres pænt op igen. Læderet har almindelig aldersrelateret patina med lidt slitage ved enkelte syninger, men fremstår generelt pænt. De to seleføringer bag sæderne er desuden knækket – en kendt detalje på mange Z3 (se billeder).
Alt i alt en virkelig smuk og velkørende klassisk roadster i en flot og tidstypisk farvekombination, der vender hoveder og tiltrækker lange blikke.
Z3-modellen er allerede blevet lidt af en moderne klassiker, og denne 2.0-udgave med 6 cylindre og automatgear er yderst sjælden.